I starten af 2020 måtte AVAS erkende, at tiden var løbet fra den gamle hjemmeside: simple opdateringer var besværlige, nedbruddene mange og det var en udfordring at få implementeret nyere sikkerhedsforanstaltninger, primært cookies, GDPR og SSL.
Sonny Bejlegaard Nielsen, som er projektleder hos AVAS, fik ansvaret for en ny hjemmeside, og han fortæller:
”Vi gik først og fremmest på jagt efter et webbureau, der kunne levere en funktionsdygtig og sikker hjemmeside. Design og layout skulle naturligvis også understøtte den virksomhed, AVAS er, men den del af opgaven er efter vores erfaring mindre kompliceret”.
Via netværk blev kontakten til Mr. Toucans etableret, og Sonny fortæller om den indledende dialog:
”Det stod hurtigt klart, at Mr. Toucans’ ekspertise indenfor velfungerende og sikre hjemmesider var et rigtigt godt match for os. Herefter gik vi videre til at fortælle om vores virksomhed og branche og hvilket udtryk, vi ønskede for den nye hjemmeside.”